DRENG ELLER PIGE

Fra 20årige Nanna & 24 årige Martin til soon-to-be-parents på næsten 25 og 29

Vil jeg vide hvilket køn, vores ufødte barn er? Mit svar har altid været nej. Da mine forældre fik min søster og jeg, var det ikke normalt (hvis overhovedet en mulighed?) at finde ud af barnets køn, og det har jeg på en måde altid tagets udgangspunkt i. At gøre tingene på samme måde som de gjorde. Ikke at vide kønnet medbringer noget spændende og overraskende med sig, fuldstændig som da man var lille, og var nødt til at vente på sine julegaver til juleaften, når middagen først vár spist.

Jeg syntes, der er flere positive aspekter i ikke at finde ud af barnets køn:

1) Jeg hader dumme stereotyper, som der altid bliver sat på kønnene. Lyserød til piger, blå til drenge. Ballerinaer til piger, fodbolde til drengene. Små stille piger og ballademagere af drenge. Inden der kommer forudsigelser og andet på bordet, vil jeg egentlig bare gerne møde mit barn og lære det at kende. Får jeg en sensitiv stille dreng? Skønt! Vil jeg købe en masse lyserødt tøj til min pige? Nej!

2) Jeg elsker den del med at gætte, hvilket køn barnet mon er. Det er så sjovt, at snakke med folk om ens symptomer og hvad de betyder. At folk forsøger at fornemme barnet og gætte, eller hvis folk har direkte forhåbninger om kønnet. Og så elsker jeg især selv at mærke efter, lukke øjnene og forsøge at connecte med mit barn. Jeg har både mærket dreng, men jeg har også mærket pige. 

3) Den lille frøken modsat, som altid har levet et sted inde i mig, ELSKER at holde nysgerrige folk hen i det uvisse. Der er nogle kontrol freaks (intet imod kontrol freaks!), der bare ikke kan holde ud ikke at vide det - og det føles så godt, at have en lille bitte magt i det.

4) Overraskelsen. Som jeg sagde med julegaverne, så er det bare hele spændingen op til dagen, der fuldstændig udgør det bedste. Først at finde ud af kønnet på fødselsdagen må bare være en magisk og euforisk oplevelse, som man ikke kan få på andre måder i denne verden.

Men...

Når alt det er sagt, er jeg bare ikke alene om det her barn (heldigvis!!), og ligegyldigt hvor meget jeg end gerne ville bestemme selv, så har Martin ligeså meget at skulle have sagt. Så jo, vi skal vide kønnet på vores barn denne gang.

Det, som fik mig overbevidst, var Martins følelse af at være en del af graviditeten. Han ser ganske vist det ydre, som jeg går igennem, men han mærker ikke de små konstante ændringer hver evig eneste dag. Det må være så svært for manden at sætte sig ind i det hele, når jeg (som kvinden det sker for) selv har svært at forstå det. Han kan bedre forholde sig til det ufødte barn, når han visuelt kan forstille sig det - som en dreng eller en pige.

Hvornår ved vi så, om det bliver en dreng eller pige? Inden måneden er ovre :)
Siger vi det til folk? Det er stadig ikke besluttet ;)